Ældre bygninger er ofte udfordret af høje varmeregninger og dårligt indeklima. Det kan eksempelvis være, at ruderne er punkteret eller vinduerne ikke længere lukker tæt. Ifølge Statens Byggeforskningsinstitut kan den rette energioptimering reducere varmeregningen med op til 30 procent. I det regnestykke spiller vinduerne en overvejende rolle.
Der er dog forskel på, om du skal energioptimere gamle eller nye huse. Bruger du moderne løsninger til en ældre bygning, risikerer du, at det går ud over husets helhedsindtryk. I dette blogindlæg ser vi nærmere på 4 energirigtige vinduer, du bør vælge, når du vil bevare husets oprindelige arkitektur.
Energioptimering med termoruder
Løsning 1: Termovinduer
Lavenergivinduer – eller termovinduer – er særligt populære til energioptimering. Vinduerne består typisk af to eller tre lag glas, der er adskilt af en afstandsholder.
Hulrummet bliver fyldt med gas som argon eller krypton, der fungerer som en isolerende barriere, som begrænser varmetabet.
Termoruder kan bruges i langt de fleste vinduestyper. Termovinduer kan dog ikke laves med kitfals som i gamle dage. I stedet kan du få et kitfals-lignende look, hvor glaslister monteres indvendigt.
Energioptimering med dobbeltruder
Et dobbeltrude-system er den oplagte løsning, hvis du vil være tro mod husets oprindelige udseende. Som navnet indikerer, er det en vindueskonstruktion, der består af to ruder. Dette er en gammel håndværkstradition, der går helt tilbage til midten af 1800-tallet.
Løsningen er især optimal til huse, der oprindeligt har haft sprossevinduer med kitfals, fordi den udvendige rude er af enkeltglas som i gamle dage, mens den indvendige rude af et- eller tolags energi/termoglas.
Restaurerer du en gammel landejendom, et historisk byhus eller en herskabelig villa, kan du vælge et dobbeltrude-system for at få bygningsbevaring og lavenergi i én og samme løsning.
Afhængig af de oprindelige vinduers stand og husets oprindelige vinduestype, er der tre forskellige løsninger:
- Forsatsvinduer
- Koblede vinduer
- Kassevinduer
Løsning 2: Forsatsvinduer
Er de oprindelige vinduer i god stand, bør du bevare dem. Du kan stadig energioptimere din bolig ved at installere forsatsvinduer på indersiden af de eksisterende vinduer. Den ekstra rude sørger for at holde varmen inde.
Faktisk oplyser Center for Bygningsbevaring, at gamle vinduer med enkeltglas kan energioptimeres med forsatsvinduer af energiglas, så de holder 30-50% mere på varmen end tilsvarende nye vinduer.
Derudover er forsatsvinduer i mange tilfælde en billigere løsning end en komplet udskiftning af de ydre vinduer.
Løsning 3: Koblede vinduer
Koblede vinduer er en konstruktion, hvor to rammer bliver koblet sammen. Glasset i den yderste ramme er enkeltglas, mens den inderste ramme har moderne termoglas, der holder varmen inde og støjen ude.
Løsning 4: Kassevinduer
Ved et kassevindue er både vindue og forsatsvindue fremstillet i samme karm. Denne vinduestype har ligeledes enkeltglas på ydersiden, mens forsatsrammen kan laves med termoglas.
Et eksempel fra den virkelige verden
Restaureringen af Næstved Station er et klassisk eksempel på, at bygningsbevaring og energioptimering kan gå hånd i hånd.
Da stationen er bevaringsværdig, var det vigtigt, at de nye vinduer kom til at ligne de oprindelige. Desuden var der krav fra bygherre og arkitekterne bag projektet om en energioptimeret løsning.
Derfor faldt valget på kassevinduer, der på ydersiden ligner de originale vinduer fra 1940’erne, mens den dobbelte termorude med karme og tætningsliste rent energimæssigt lever op til de gældende energikrav.
Læs mere om projektet og se flere billeder her: Læs case
Har du spørgsmål?
Har du spørgsmål til, hvordan du energioptimerer med nye trævinduer, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 97 94 14 55 eller vipo@vipo.dk.