jan 24, 2023

Hellerup-villa får specialdesignede vinduer

De nye koblede vinduer lever både op til gamle håndværkstraditioner og gældende energikrav.

Hellerup-villa får specialdesignede vinduer med blåt glas

Et mismatch mellem tilbygning og hovedhus fik ejerne af en 120 år gammel villa til at søge hjælp hos en arkitekt. Med nye, specialdesignede vinduer skaber husets tilbygning i dag både balance og blikfang.

En tilbygning kan tilføre mange gode og brugbare kvadratmeter til et hjem. Men bliver den ikke bygget med øje for det eksisterende hus, kan det gå ud over ejendommens helhedsudtryk.

Og det var netop udfordringen for denne villa i Hellerup. Vinduerne i tilbygningen matchede hverken husets oprindelige arkitektur fra 1903 eller de øvrige dannebrogsvinduer.

De nye ejere ønskede at give tilbygningen samme sjæl og charme som det originale hovedhus. Med hjælp fra arkitektfirmaet Ulrik Schwanenflügel er vinduerne blevet gentænkt, så tilbygningen i dag står i harmoni til resten af huset.

Gamle håndværkstraditioner og nye energikrav

Opgaven var soleklar: Ejerne ønskede nye vinduer med udgangspunkt i husets oprindelige arkitektur krydret med deres egen personlige stil. Samtidig var de på udkig efter en løsning, der kunne energioptimere boligen.

Valget faldt derfor på koblede vinduer, der med en udvendig kitfals og trukket glas netop giver et indtryk af et vindue fra gammel tid, men samtidig har de energirigtige termoruder indvendigt:

“De nye energikrav er nemmest at opfylde med trelags-termovinduer, der typisk har en lidt klodset konstruktion. Ved at vælge koblede ruder, kan vi få det elegante udseende udvendigt og samtidig få termoruderne indvendigt,” forklarer arkitekt Ulrik Schwanenflügel.

Et unikt præg med blåt glas i dannebrogsvinduer

Som noget særligt ønskede ejerne at bruge blåt glas i vinduernes overparti. Parret havde nemlig i forvejen brugt samme glas i en række døre i huset.

Men den opgave viste sig at være mere vanskelig end forventet.

Det blå glas kom nemlig fra en glarmester, og derfor var det svært at finde en producent, der ville bruge det i deres egen produktion.

“De fleste vil gerne lave et standardprodukt, hvor de står for hele leverancen. Vi valgte Vipo Vinduer, fordi man kan få fremstillet lige de vinduer, man ønsker, samtidig med, at prisen ikke er vanvittig høj,” forklarer Ulrik Schwanenflügel om valg af leverandør. 

Mere personlighed med farver og detaljer

At der har været øje for detaljerne under renoveringen, hersker der ingen tvivl om. Alt fra glas til vinduestype er nøje udvalgt. Det samme gælder for valg af farve. 

For at skabe en større kontrast mellem facade og vinduer er både de nye og oprindelige vinduer blevet malet grønne med hvide karme.

“Den grønne farve har vi valgt, fordi det blev en smule kedeligt med hvide vinduer til den lyse facade,” forklarer Ulrik Schwanenflügel.

Vinduerne er desuden fremstillet med messingbeslag. De indvendige termovinduer er produceret med hvide indlæg, der gør, at vinduerne i højere grad ligner originale vinduer fra gamle dage.

Har du spørgsmål?

I dag står villaen i Hellerup tilbage med en tilbygning, der matcher de nye ejeres personlige stil og husets arkitektur fra 1903. Hos Vipo Vinduer har vi, udover de koblede vinduer, fremstillet en dør med en helt særlig udfræsning, der er magen til en, der oprindeligt var i huset.

Har du spørgsmål til, hvordan vi designer, udvikler og fremstiller vinduer og døre i træ, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 97 94 14 55 eller vipo@vipo.dk.

Sted for projekt: Hellerup

Levering: Koblede termovinduer

P

Detaljer: Messingbeslag og blåt glas