nov 7, 2022

Guide: Sådan vælger du farve til dine døre og vinduer

I denne guide hjælper vi dig med, hvordan du vælger de rigtige farver til dine nye vinduer og døre.

Du har sikkert set, hvordan en ny facadefarve kan ændre en ejendoms udseende markant. Det samme gælder for den udvendige farve på dine døre og vinduer. I denne artikel kan du blive klogere på, hvilke vinduesfarver, der passer til dit hjem.

Farven på dine facadeelementer har stor indflydelse på det indtryk, dit hjem efterlader. Du skal altså vælge dine døre og vinduer med omhu. 

Når du skal beslutte dig for en farve, er vores bedste råd at se på, hvad der passer til husets facade. Der er nemlig forskel alt efter, om du har bindingsværk, pudset facade eller synlige mursten.

I denne artikel deler vi vores erfaringer om forskellige typer ejendomme, så du kan træffe den rigtige beslutning.

Vi giver dig vores bedste råd til:

  1. Hvidpudsede facader
  2. Farvede facader
  3. Røde mursten
  4. Gule mursten
  5. Bindingsværk

God læselyst!

Klassikere over trends

Det kan være fristende at hoppe med på den nyeste mode, når det kommer til farver og indretning, men vi anbefaler, at du holder dig til de mere klassiske sammensætninger.

Der findes en række farver, der komplimenterer hinanden i sådan en grad, at vi har set dem på facader, døre og vinduer i hundredvis af år. Følger du de gamle dyder, kan du være sikker på, at du får et tidløst resultat, som du også er glad for om 5, 20 og 40 år.

Først og fremmest skal du beslutte, om du hælder til de lyse eller mørke farver. Tommelfingerreglen er, at store farvekontraster giver karakter og personlighed.

Modsat får du et mere roligt og neutralt resultat, hvis du vælger en farvekombination, hvor facade og elementer er i ens toner.

Begge dele er klassiske løsninger, der kan komme til udtryk på forskellig vis.

Lad os dykke ned i en række gode eksempler.

Vinduesfarve til hvidt hus

En hvidpudset facade passer godt med mørkere farver, og det gælder faktisk alle af slagsen; sorte, røde, grønne og blå vinduer er pæne, minimalistiske løsninger. Hvide vinduer er også en mulighed, hvis du ønsker et mere stille udtryk.

Vinduesfarve til farvede facader

Hvide vinduer en charmerende løsning til farvede facader. Den stærke kontrast giver et elegant look. Det er uanset, om vi taler røde, blå eller grønne facader. Har dit hjem en lys farve som gul, vil både sort og hvid være et godt match.

Vinduesfarve til gule mursten

Har du gule mursten, skaber mørke vinduer et eksklusivt udtryk. Det er især blevet populært med sorte vinduer i funkisvillaer og i arkitekttegnede boliger fra 70’erne. Vælger du hvide vinduer til gule mursten, vil du få et mere roligt resultat.

Vinduesfarve til røde mursten

De hvide vinduer fremstår særligt elegante, hvis dit hjem har røde mursten. Den rød-hvide kontrast skaber den herskabelige stemning, du sikkert kender fra gamle murermestervillaer. 

Det giver især et stilfuldt look, hvis fugerne mellem murstenene også er hvide. Se bare, hvor godt de hvide vinduer matcher denne fine villa fra Åbyhøj.

Vinduesfarve til bindingsværk

Bindingsværkshuse kommer i alverdens farver, men har det tilfælles, at bjælkerne trækker meget opmærksomhed og giver huset sjæl og charme. Derfor anbefaler vi, at vinduer og døre bliver holdt i neutrale farver som hvid og sort.

Hoveddøren må gerne skille sig ud

Selvom vi prædiker om klassiske farver til dine vinduer, synes vi også, at hoveddøren har lov at skille sig ud. Du har sikkert set, at døre i gamle bydele ofte kommer i farver eller med fine udskæringer.

Finurlige detaljer, alternative farver eller mønstre kan være med til at sætte et personligt præg på dit hjem. Har du forelsket dig i en bestemt farve, foreslår vi derfor, at du bruger den til din hoveddør.

Lad dig inspirere af andre

Er du stadig i tvivl, råder vi dig til at søge inspiration fra andre. Tag på gåtur i et boligområde, hvor husene ligner dit eget. På den måde får du hurtigt en fornemmelse af, hvilke farvekombinationer der duer, og hvad der falder i din smag. 

Foretrækker du at blive indenfor, er internettet spækket med gode eksempler. Især Instagram og Pinterest er oplagte platforme, når det kommer til bolig og indretning. 

Søg på din facadetype (fx bindingsværk) eller vinduestype (fx bondehusvinduer) og se, hvad der dukker op. Du kan også følge arkitekter og bygningskonstruktører, der deler billeder af forskellige typer bygninger. 

Har du spørgsmål?

Hos Vipo har vi 18 standardfarver, som vi typisk benytter til vinduer og døre, men faktisk leverer vi vores elementer i enhver RAL- og NSC-farve. 

Har du spørgsmål til, hvilke farver vi anbefaler til din bygning, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 97 94 14 55 eller vipo@vipo.dk.